Kontroversielle planer om nyt øko-mærke sat på pause
Kirkegaard
Økologisk Landsforening sætter planer om et nyt "øko-plus-mærke" i bero.
Økologisk Landsforenings kontroversielle planer om at lave et nyt økomærke er nu - foreløbig - droppet. Det skriver Dansk Handelsblad.
"Foreløbig har vi valgt at sætte planerne om et nyt supplerende mærke på standby. Vi vil ikke indføre et nyt mærke for enhver pris. Vi ønsker blot at hæve barren for at skabe innovation og videreudvikle hele den økologiske fødevaresektor," siger Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening.
Thomas Roland, ansvarlighedschef i Coop, siger til mediet, at han frygter, at et nyt øko-plus-mærke vil undergrave troværdigheden under det røde ø-mærke.
Også Landbrug & Fødevarer har været imod indførelsen af et nyt ø-mærke og har i stedet slået på tromme for videreudvikling af det eksisterende ø-mærke.
Senest har branchen indgået en aftale om at skærpe kravene til økogrise.