Majs: Ny højtydende sort og to sikre klassikere
Der skal både være plads til sikre og velkendte klassikere og en helt ny sort, når næste års majssorter skal bestilles.
Share article:
- Share via email
- Share to Facebook
- Share to Twitter
- Share to LinkedIn
- Print article
Vælg tre af de adskillige majssorter, der er i handlen. Sådan lyder opgaven i al sin enkelthed, når majssorterne til næste års produktion af grovfoder skal vælges.
Samtidig er det vigtigt, at du vælger sorter ud fra, hvor i landet de skal dyrkes, så de har egenskaber, der giver maksimal dyrkningssikkerhed og højt økonomisk resultat.
"Det vigtigste er, at du vælger og satser på sorter, som kan nå at modne i det område, hvor du bor. Alle andre hensyn kommer i anden række", siger salgskonsulent Mogens Steenholt Mogensen, Syngenta.
"Når det så er sagt, så anbefaler jeg, at du skal passe på med at vælge sorter ud fra bare et enkelt års forsøg. Desuden skal du heller ikke kun vælge sorter ud fra, at du har kolde marker overalt på bedriften, hvis flere års erfaringer viser at nogle marker hører til i den lunere ende."
"Til de lunere marker, skal du vælge sorter med større udbyttepotentiale, høj fordøjelighed af cellevægge og en fornuftig tørstofprocent. Og du skal huske på, at stængel og blade udgør to tredjedele af majsensilagen, som er det egentlige grovfoder: Derfor er en høj fordøjelighed tæt forbundet med en bedre mælkeydelse - især hvor der fordres med meget majs", siger han.
Den sikre og velkendte
Som den grundlæggende og sikre sort peger han på den velafprøvede kending Milkytop. Sorten har været i handlen i fire år, og den har vist sig at levere både stabile og høje udbytter på marker helt fra Himmerland og sydpå samt på Fyn og Øerne.
"Milkytop er topsorten. Den har præsteret over en årrække. Også i vanskelige år. Den har et særdeles højt udbyttepotentiale, og den når en tørstofprocent på over 30 i de områder", siger Mogens Steenholt Mogensen, der anbefaler at så den på marker så langt mod nord som til Limfjorden.
Sorten en middel-tidlig stay-green-type. Den har både højt udbytte og høj kvalitet med sig. Desuden har den en god balance mellem stivelse, energi og fordøjelige cellevægge, og den egner sig til fodring med store rationer majsensilage. Samtidig er sorten meget resistent overfor sygdomme som bladplet og øjeplet.
I de seneste fem års Landsforsøg har Milkytop leveret et udbytte på forholdstal 104 i afgrødeenheder i gennemsnit pr. hektar i forhold til måleblandingen. Både på varme og kolde lokaliteter har tallet været 104. Selv i et mindre godt majsår som i år, gav Milkytop et forholdstal i afgrødeenheder på 101 på varme jorde og 102 på kolde jorde.
Sorten har leveret 139,2 afgrødeenheder i gennemsnit i de seneste fem års Landsforsøg. På varm jord har den givet 146 afgrødeenheder, og på kold jord har den givet 127,8.
På grund af det høje tørstofudbytte er sorten desuden velegnet, hvis majsen skal leveres til biogasanlæg.
Sorten der egner sig til hele landet
Som en sort der egner sig til dyrkning over hele landet, peger Mogens Steenholt Mogensen på Nordicstar. Sorten er en middeltidlig stay-green-type, og selv om jorden er kølig, vokser den sig oftest færdig og opnår en god kvalitet med et tørstofindhold på over 30 procent.
I de seneste fire års Landsforsøg har Nordicstar leveret et udbytte på 98 i gennemsnit pr. hektar i forhold til målesorten. På varme lokaliteter har udbyttet været på 99, og på de kolde har det været 98. Med Nordicstar opnås netop en kombination af et fornuftigt højt udbytte og en god kvalitet med højt energiindhold.
Den har leveret 128 afgrødeenheder i gennemsnit i de seneste fire års Landsforsøg. På varm jord har den givet 136 afgrødeenheder og på kold jord 117.
Samtidig er Nordicstar en særdeles sund sort, og den har et højt indhold af stivelse og en god fordøjelighed af cellevægge, som gør den egnet til fordring med store andele majs i foderrationen.