L&F klager til Miljø- og Fødevareklagenævnet i sag om stamtavler
Fødevarestyrelsen har givet udtryk for, at L&F Svineproduktion skal udstede stamtavler til en gruppe avlere, der trådte ud af DanBred. Det vil L&F nu klage over.
Sidste år valgte en gruppe avlere at træde ud af DanBred og videresælge deres avlsrettigheder. De har etableret en konkurrent og har i den forbindelse ønsket at få udstedt stamtavler på deres dyr.
Fødevarestyrelsen har i første omgang givet udtryk for, at Landbrug & Fødevarer Svineproduktion skal udstede stamtavlerne, men har givet en klagefrist over afgørelsen på fire uger."Jeg undrer mig meget over Fødevarestyrelsens vurdering, og vi vil naturligvis gøre brug af den klagefrist på fire uger, som de har givet os," siger Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.
"Det handler om moral"
Erik Larsen forklarer, at Landbrug & Fødevarer er i tæt kontakt med organisationens advokater, og det er deres fælles opfattelse, at der ikke er juridisk hjemmel til at kræve stamtavlerne udstedt.