Godsejer: Besætningskonkurs rammer os alle med sjældne RDM-kvæg
Rød Dansk Malkerace anno 1970 er udryddelsestruet ifølge FN-organisationen FAO. Nu er en sjællandsk bevaringsavler gået konkurs.
Den konkursramte landmand, som ifølge foreningen Gamle Danske Husdyrracer ikke selv ønsker at udtale sig til Landbrugsavisen.dk, havde en besætning på omkring 20 køer plus opdræt.
I andre sammenhænge er det en lille besætning, men når det gælder RDM 1970 var den stor.
Godsejer Susanne Hovmand-Simonsen fra Knuthenlund Gods på Lolland er bekymret efter konkursen. På det økologiske gods er der i alt 43 køer og kvier af racen RDM 1970.
"Det betyder noget for os alle sammen, når der forsvinder én, fordi vi er så få tilbage. Der bliver færre og færre avlere og færre og færre dyr. Det er dybt problematisk for os alle sammen", siger Susanne Hovmand-Simonsen, godsejer, Knuthenlund Gods.
I 1970 begyndte man at blande RDM med andre racer, for eksempel Amerikansk Brunkvæg. De RDM-køer, der ikke er blandet med andre racer, kaldes RDM 1970.
Ifølge seneste opgørelse fra Aarhus Universitet var der i 2016 i alt 54 avlere med tilsammen 224 køer og 43 tyre af den sjældne race.
Godsejeren mener, at det er vigtigt at bevare den gamle race, da meget genetisk materiale vil gå tabt, hvis racen uddør. Derudover mener hun, at kvaliteten af mælken er bedre end ved de moderne racer. Knuthenlund sælger sine oste til Irma, hvor de får en god pris, men alligevel er økonomien ved RDM 1970 presset.
Også Foreningen for Gamle Danske Husdyrracer er bekymrede efter konkursen på Sjælland. De frygter, at flere konkurser er på vej.
"Hvem står næst for? Avlerne kan simpelthen ikke få det til at hænge sammen", siger Hans Nebel, formand for foreningen Gamle Danske Husdyrracer.
Dyr mælkeproduktion
RDM 1970-avlere får et tilskud på 1.725 kroner per bevaringsko, men det er svært at få økonomien til at hænge sammen. Et eksempel herpå er en ung landmand, der avler på RDM 1970. Hans køer giver omkring 4.000 kg mælk om året.