Helten fra markbranden: ”Jeg håber aldrig, jeg oplever det igen”
Jeg håber aldrig, at jeg kommer ud for en sådan situation igen. Jeg tænker af og til på markbranden. Hvordan jeg reagerede, og hvilken risiko jeg satte mig selv i."
Sådan siger Torben Knudsen, der for to år siden blev helten, da han var med til at redde en landbrugsejendom og faktisk en hel landsby, Skafterup, fra at gå op i luer i forbindelse med en markbrand midt i høsten.
Torben Knudsen var hurtig og beslutsom og fik pløjet et brandbælte, der stoppede ildens fremmarch.
Her er historien om, hvordan en hurtig helteindsats kan hjælpe med til at hindre, at et uheld udvikler sig til en katastrofe. Men også en historie om, at man skal tænke sig godt om, før man kaster sig ud i redningsaktioner. For det kan gå grueligt galt, hvis ikke man bevarer roen og overblikket.
Markbrand udvikler sig fra ild i mejetærsker
Henrik Rasmussen ejer en nedlagt landbrugsejendom i Skafterup ved Skælskør. En formiddag i høstens tid hører han et vældigt knald bag ejendommen, og da han ser efter, kan han se en mejetærsker brænde et godt stykke væk fra ejendommen, men han ser også, at vinden allerede driver ilden i retning af hans ejendom.
En anden landmand på egnen, Knud Vincent, er i gang med at mejetærske, da han ser det brænde cirka 1 km borte. Røgen er sort, og derfor er han ikke i tvivl om, at det er en maskine, der brænder. Han tænker, at bare ilden nu ikke får lov til at brede sig for meget, for der er mange huse i det område.
Derfor tænker Knud Vincent på, om han har en marksprøjte eller andet, der kunne bruges til at bekæmpe ilden med. Men så slår det ham, at en af hans kammerater, Torben Knudsen, samme formiddag har hængt en fire furet plov på Knuds traktor.
"Jeg ringer til Torben og beder ham om at køre derned for at se, om han måske kunne gøre et eller andet," har Knud Vincent bagefter fortalt.
Torben Knudsen er ved at gøre klar til at køre ud for at pløje en vinterrapsmark. Men da Knud ringer og fortæller om branden, så beslutter han at køre mod Skafterup for at se, om han eventuelt kunne hjælpe med noget.
Da Torben nærmer sig branden og Henrik Rasmussens ejendom, får han øje på Henrik, der i mellemtiden af politiet er blevet bedt om at forlade sin ejendom, fordi det er for farligt at blive i huset.
"Så vidste jeg godt, hvad jeg skulle gøre, nemlig bruge den plov, som jeg havde hængende bag på traktoren, til at pløje et brandbælte, der kunne forhindre eller i hvert fald hæmme ilden i at nå Henriks ejendom og byen Skafterup. Jeg var ikke helt dus med traktorens panelfunktioner, der jo er Knud Vincents, men jeg finder da ud af, hvordan jeg skal få ploven sat i jorden. Til at starte med får jeg sat ploven for dybt i den tørre, hårde jord, men det lykkedes at få den indstillet rigtigt, og så pløjer jeg en halvcirkel omkring Henrik Rasmussens ejendom," beretter Torben Knudsen.
"Jeg holder godt øje med ilden for at sikre mig, at jeg kan nå at komme tilbage, hvis ilden kommer faretruende nær. Så vender jeg traktoren og pløjer brandbæltet bredere på tilbagevejen. Men nu er ilden kommet meget nærmere, vel 40-50 m fra det sted, jeg pløjer. Røgen bølger forbi traktoren, og selv om der var aircondition i førerhuset, så kunne jeg mærke strålevarmen fra markbranden. Så tænkte jeg, du når nok ikke at pløje en tredje gang," siger Torben Knudsen.
Derefter kører Torben traktoren op på vejen og hjælper efterfølgende brandvæsenet fra Næstved med at lave brandbælter andre steder på marken for at hindre branden i at brede sig yderligere.